Bjørns Ironman

Bjørns beretning

Triathlon på Ironmandistancen i Rødekro 1991 og 1992

1991

I august 1991 stillede Lotte og jeg (Bjørn) op til Jernmandskonkurrencen i Rødekro. Jeg var bange for at få krampe under svømningen og havde derfor svømmetrænet en del i åbent vand. I juli måned 1991 trænede jeg ialt 45 km svømning, 2000 km cykling og 280 km løb.

Den 10 august 1991 kl 7 gik vi i vandet, der var 21 grader varmt. Efter ca 1 km svømning fik jeg kramper, der herefter aldrig forsvandt. Efter ca 3 km blev kramperne så stærke, at jeg måtte opgive.

Lotte fuldførte svømningen samt cyklingen, men følte ikke trang til at løbe, især fordi hun havde fået at vide, at jeg var udgået.

1992

Vi ville gerne pynte os med titlen "Jernmand" og meldte os derfor til konkurrencen et år efter, den 8 august 1992.

Jeg trænede kun ca det halve af, hvad jeg havde trænet året før. Hvorfor træne så meget, når man alligevel måske udgår under svømningen. I stedet eksperimenterede jeg med forskellige midler for at undgå at få krampe under svømningen.

F eks spiste jeg et naturpræparat (fra tempeltræet Ginko Biloba), som er et middel ældre mennesker tager mod nattekrampe. Meget passende. Endvidere spiste jeg masser af vitaminer og mineraler, især magnesium.

Når jeg svømmede i koldt vand i længere tid kunne jeg stadig få kramper, og det sidste jeg fandt på (en uge før konkurrencen) var at tage en tyk angorauldundertrøje og 3 par uldunderbukser på under våddragten. Det hjalp.

Den 8 august 1992 kl 7 om morgenen var vandet kun 18 grader varmt, og starten gik. Vi skulle svømme en 1900 meter rundstrækning 2 gange.

De første 1900 meter gik fint, men så begyndte mine ben at blive underligt stive, og jeg vidste, at jeg nu skulle passe på. Lårmusklerne vibrerede til trods for, at jeg ikke brugte dem.

Der skete imidlertid ingen ting, og jeg kunne fortsætte svømningen med tyndslidte nerver på grund af denne mærkelige fornemmelse. Hver eneste meter på resten af turen var jeg angst for, at krampen ville komme. Men det skete aldrig, og jeg var meget lettet, da jeg kunne gå i land. Svømningen tog 1 time og 20 minutter, og resten var nu en leg.

CYKELTUREN

I skiftezonen var der ikke plads til en mand, der går adstadigt hen til sit skiftetøj. Alle andre løb, snublende og småbandende. Jeg nød, at nu var jeg færdig med det værste, og spekulerede på, om jeg skulle cykle med lange eller korte bukser, bluse med lange eller korte ærmer, undertrøje eller regnjakke, da det var mørkt i vejret og småregnede.

Da de øvrige jog ud på ruten kun iført badebukser og en bh-lignende overdel, valgte jeg at nøjes med korte bukser, undertrøje samt cykelbluse med lange ærmer. Det viste sig senere at være fornuftigt. Dem der overhalede mig, og det var mange, behøvede ikke at ringe med klokken. Jeg kunne på lang afstand høre deres tænder klapre.

Nå - op på cyklen og ud på herlige 180 kilometer enkeltstart. Da jeg er en elendig løber, og jeg har svært ved at løbe efter en lang cykeltur, havde jeg bestemt mig for at cykle i et tempo, hvor jeg ingen kræfter brugte. Det gik meget godt de første ca 50 km, hvor der var medvind, men da der herefter kom en kraftig modvind (45 km), måtte jeg revidere strategien. Hvis jeg ingen kræfter brugte, gik cyklen i stå. Jeg prøvede at holde ca 25 km i timen, men det var ikke let. Ruten var også her en rundstrækning vi skulle igennem 2 gange.

Jeg sad 7 timer 36 min på sadlen, og min gennemsnitshastighed var 24 km i timen.

Sidst på ruten kom Lotte farende forbi mig og fortalte, at der var mange bag os, som hun havde overhalet. Det var jo fint.

MARATHONLØBET

Det var dejligt at aflevere cyklen, da jeg var færdig. Jeg tænkte: Nu er jeg jo næsten færdig. Jeg skal bare lige skifte tøj, og så løbe de sidste 42 km, hvor man jo nok bliver båret rundt af tilskuerne.

Løberuten var delt op i fire forskellige distancer af 10,55 km, og efter hver omgang, skulle man gennem stadion. Altså fire omgange på samme rute.

Jeg startede på løbeturen sammen med Lotte, og vi fulgtes ad i ca 10 sekunder. Det var vel nok hyggeligt.

Ved første depot drak jeg 2 kopper Isostar, da jeg syntes, at jeg havde brug for mere energi end vand kunne give. Den Isostar (som jeg senere fik at vide var blandet i et alt for stærkt blandingsforhold) gjorde, at jeg fik sure opstød og ondt i maven ligesom alle de andre, der drak den.

Disse maveproblemer holdt sig de første 10 km, hvor jeg imidlertid løb det meste af tiden.

Det gik helt godt, og der var masser af løbere på ruten. Cirka halvdelen af dem så uhyggeligt friske ud. Det var dem, der var med i en stafet. F eks var der en del, der var med i en familiestafet. Far svømmede, mor cyklede, og junior løb.

Dem der lavede det hele lignede mest af alt hængte katte. Vandrende hængte katte.

Min anden omgang skiftevis gik og luntede jeg, og jeg var lykkelig, da jeg havde gennemført den halve marathon. Det tog godt 2½ time.

For at kunne kalde sig Jernmand er det en betingelse, at man gennemfører på under 16 timer.

Der var nu gået 12 timer, og mange var allerede færdige. Jeg var træt og bange for at blive skadet, hvis jeg fortsatte med at løbe. Jeg regnede med, at chancen for at gennemføre var størst, hvis jeg gik. Der var jo også tid nok.

Så begyndte min lange spadseretur. De første 10½ km (fra 21 til 32 km) gik let. Der var stadig mange på ruten. Der var depot for hver 3 km med VAND og frugt og rugbrødsmadder, og en snak på sønderjysk.

Der bor ca 3000 mennesker i Rødekro og ca 600 hjalp med til arrangementet. Det var virkelig flinke mennesker. De sidste 10½ km sagde jeg tak for i dag og farvel til alle hjælpere. Der var nu kun et par "løbere" bag mig, og det var ved at blive mørkt.

Det værste var de sidste 3 km, som gik gennem en skov med få gadelygter. Modkørende biler blændede ikke ned, og jeg måtte gå langsomt, da jeg ikke kunne se, hvor jeg gik.

Det var dejligt, da jeg nåede frem til det oplyste stadion. Dér var fuldt af glade mennesker, og Lotte gav mig en stor buket blomster (som hun selv tidligere havde fået).

Jeg kom i mål på 15 timer 56 min, og der kom to i mål lige efter mig, også under de 16 timer.

Lotte fik bronchemedalje i sin aldersklasse, så hun var meget tilfreds. Hun gennemførte på 13 timer 44 min.

Lotte og jeg synes, at det har været en god oplevelse, men vi tror ikke, at vi vil deltage i konkurrencer af denne længde mere.

Bjørn Rasmussen